Skolens legepladsudvalg har gennem længere tid ikke fundet den nuværende indretning optimal. Specielt u-båden tager meget plads – næsten 1/3 og ikke med mange muligheder, og foran SFU indgangen er der legeplads for de mindste børn.
Det er jo tilladt at lade planerne flyve og derfor har udvalget bedt arkitekt Nee Rentz-Petersen og at udarbejde forslag til ny indretning og som du kan se af prospektet har hun naturligvis ladet sig inspirerer af den tætte tilknytning til havet.
Nee skriver om projektet:
”Der er allerede doneret et mindre beløb fra en virksomhedsejer, der bor i byen. For dette beløb kan projekteringen igangsættes, så vi kan have de endelige tegninger og en helt præcis pris klar i slutningen af september.
Vi håber som sagt på, at mange andre der har virksomhed i byen kunne tænke sig at bidrage lidt – alle donationer kan fratrækkes som sponsorat, og der er så vidt jeg ved planer om en form for sponsorfest omkring indvielsen. Og ja, så skal vi også søge en masse fonde, det er jo et stort beløb for hele herligheden! men det kunne uden tvivl blive et sjovt byrum for hele byen.”
Nee Rentz-Petersen er i øvrigt en af de kreative personer fra Garage 8.