Vedtægter

for Taarbæk Borgerforening (Taarbæk Grundejer- og Borgerforening)

§ 1.
Foreningens navn er Taarbæk Borgerforening (Taarbæk Grundejer- og Borgerforening).

Foreningens hjemsted er Taarbæk, og foreningens adresse er formandens.

§ 2.
Foreningen er upolitisk. Dens formål er at virke for byens interesser udadtil og indadtil. Dette sker dels gennem varetagelse af byens interesser over for kommunen og andre offentlige instanser og dels ved at styrke det lokale fællesskab ved medlemsmøder og lignende.

§ 3.
Som ordinært medlem – med stemmeret efter 3 måneders medlemskab – kan optages enhver, der er borger i Taarbæk sogn, uanset om vedkommende bor til leje eller er ejer af sin bolig.

Medlemmer, der ikke har betalt kontingent for det afsluttende regnskabsår, fortaber stemmeretten. I tilfælde af kontingentrestance er bestyrelsen bemyndiget til at slette den pågældende af medlemslisten.

Kontingentet opkræves i perioden mellem den årlige generalforsamling og det
førstkommende årsskifte efter generalforsamlingen og for det indeværende regnskabsår (1. juli til 30. juni).

Indmeldelser sker til et af bestyrelsens medlemmer. Udmeldelse sker skriftligt til kassereren og skal ske inden den 1. juli. Udmeldelse har ikke tilbagevirkende kraft og erlagt kontingent kan ikke kræves tilbagebetalt.

§ 4.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i tiden fra den 15. august til den 31. oktober. Generalforsamlingen indkaldes med 14 dages varsel og bekendtgøres i Taarbæk Nyt, ved opslag ved Taarbæk Skole samt på foreningens hjemmeside. Med indkaldelsen angives dagsorden i henhold til foreningens vedtægter.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Formanden aflægger beretning

3. Forelæggelse og godkendelse af regnskab

4. Fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag

6. Valg af bestyrelse m.v.

a. Valg af formand (hvert andet år)

b. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer herunder også suppleant

c. Valg af bestyrelsesmedlemmer (hvert andet år)

d. Valg af suppleant til bestyrelsen

e. Valg af revisor

f. Valg af 1 revisorsuppleant

7. Eventuelt.

§ 5. a
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed; forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

På generalforsamlingen gives en oversigt over foreningens virksomhed i det forløbne år, og det reviderede regnskab – omfattende året fra 1. juli til 30. juni – fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.

§ 5 b.
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpel stemmeflerhed. Ved beslutninger om ændring af foreningens vedtægter skal dog mindst 10 % af de stemmeberettigede medlemmer være til stede, og heraf skal mindst 2/3 stemme for forslagets vedtagelse.

Er det tilstrækkelige antal stemmeberettigede medlemmer ikke til stede, og de fremmødte vedtager forslaget med den krævede majoritet, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 4 uger efter indkaldelsen. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer, dog kræver mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers stemmer for forslagets vedtagelse.

§ 5 c.
Et forslag, der er forkastet på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, kan ikke fremsættes på ny før næste ordinære generalforsamling.

§ 5 d.
Til foreningens ophævelse kræves en i dette øjemed indkaldt generalforsamling; vedtagelse kan kun ske med 3⁄4 majoritet af de afgivne stemmer. Ophæves foreningen, skal dens midler uddeles til fattige og syge i Taarbæk Sogn.

§ 6.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og lader de nødvendige afstemninger afholde.

Almindeligvis foregår afstemninger ved håndsoprækning, men skal ske skriftligt, når dirigenten, et medlem af bestyrelsen eller 5 medlemmer forlanger det.
Valg af bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsessuppleant, revisor og revisorsuppleant skal altid ske skriftligt, såfremt der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges. Skulle stemmerne på 2 kandidater stå lige, foretages omvalg mellem disse 2; skulle stemmerne atter stå lige, anvendes lodtrækning. Står stemmerne om et forslag lige (hvor ikke kvalificeret majoritet kræves), er dette forkastet.

§ 7.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes af denne inden 1 måned, når 15 medlemmer skriftligt fremsætter krav herom og fremsender motiveret dagsorden. Indkaldelsen sker også her med 14 dages varsel.
Indkaldelsen bekendtgøres på foreningens hjemmeside, ved opslag mindst 3 centrale steder i Taarbæk samt i Taarbæk Nyt, såfremt det er muligt.

§ 8.
Bestyrelsen består af en formand, valgt direkte på generalforsamlingen for 2 år, og af 4 – 6 medlemmer, der ligeledes vælges for 2 år på skift, som det er praktisk muligt.

I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages erstatningsvalg for den eventuelt resterende periode først ved næste generalforsamling.

Endvidere kan vælges 1 – 2 suppleanter for 1 år.
Bestyrelsesmøder afholdes, når det skønnes nødvendigt, som regel på formandens initiativ.

Står stemmerne ved en afstemning lige, er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen varetager foreningens tarv udadtil og indadtil under ansvar overfor
generalforsamlingen og fører de forskellige forhandlinger og beslutninger til protokols. Der føres en kassebog med bilag og en forhandlings- og generalforsamlingsprotokol, hvilken sidste underskrives af formanden og dirigenten.

Taarbæk Grundejer- og Borgerforening er stiftet den 19. april 1920.

Nærværende vedtægter er ændret den 21. august 1929, den 21. oktober 1943, den 30. august 1944, den 29. august 1952, den 7. september 1965 samt den 27. oktober 1999.

§§ 3, 5 a og 8 er ændret på ordinær generalforsamling den 26. oktober 2011 samt på ekstraordinær generalforsamling den 16. november 2011.

§§ 1, 3, 4, 5 b og 7 er ændret på ordinær generalforsamling den 23. oktober 2014 og på ekstraordinær generalforsamling den 11. december 2014. På disse generalforsamlinger skiftede foreningen navn til Taarbæk Borgerforening.